close
Guide

Alternativ vækning – Sådan kommer du op om morgenen!

Er du typen der bare ikke kan komme op når alarmen ringer? Eller har du en god ven eller veninde der altid dukker sent op? Så er det med at finde en løsning. Det er specielt en udfordring mange studerende kæmper med, da de skal balancere studie og fritid. Man ønsker at klare sig godt med sine studier, og lægger derfor mange timer ind i læsning og opgaveløsning. Samtidig er man dog i sine bedste år til at nyde livet og hænge ud sammen med vennerne. Det betyder at døgnets 24 timer føles som alt for lidt – der skal læses op, hænges ud med vennerne, være plads til byturer og nåh ja… så burde man måske lige se familien en gang imellem også. Med så meget indhold i hverdagen er det klart, at man af og til kommer lidt sent i seng. Selv hvis man overholder en god fast sengetid, gør det udmattende forløb det rigtigt fristende at trykke på snooze-knappen om morgenen. Man føler sig ikke helt udhvilet fra dagen (eller ugen!) før, og vil gerne lukke øjnene for, at man nu skal i gang med det hele igen. Det nytter dog ikke noget, og vi ved allesammen at dagligdagen kun bliver endnu mere presset hvis man ikke kommer op i ordentlig tid. Man skipper måske morgenmaden og stresser hele morgenen væk. Hjertet banker stadig når man endelig når frem, og man lægger sig selv op til at være endnu mere smadret når man endelig kommer hjem igen. Så det er vigtigt at komme op om morgenen – og vi giver her et par gode råd til hvordan!

 

Alternativ Vækning #1: ULTRA (A)larm!

Mange udvikler en nærmest overnaturlig evne til at sove fra deres alarmtone. Hvis du kan skrue op, så sørg for at volumen allerede er på maks. Hvis det ikke i sig selv er nok, så tjek om du har et af de vækkeure der har mulighed for at sætte et jack-stick i, og derved trække lyden ud. Så kan du nemlig sætte det til dit stereoanlæg og VIRKELIG få gang i din morgen! Sæt gerne noget musik på – heavy metal eller energisk techno kan få selv den største dovenkrop ud af fjerene.

 

Alternativ Vækning #2: Flyvende vækkeur

Du kan købe vækkeure uden snooze knap. Det lyder umiddelbart dumt – så slukker du det da bare, og vågner først op flere timer senere! Men nej, med et “flyvende vækkeur” kan du kun stoppe alarmen ved at finde den lille propel der flyver ud når alarmen går i gang. Du bliver altså tvunget op på benene og i gang med en gemmeleg. Når du endelig finder propellen er du med garanti vågnet op.

 

Alternativ Vækning #2: Puslespil

Du kan få både dedikerede vækkeure og diverse apps, der ligeosm det flyvende vækkeur først stopper når du har brugt hjernen lidt. Det kan være du skal løse en sudoku eller tre regnestykker før alamerne stopper. På den måde er du helt sikker på, at din hjerne er vågnet op, før den irriterende lyd stopper. Let og effektivt!